• Gratis fragt fra 599 kr
  • Hurtig levering
  • 14 dages returret
23. november 2021

Få styr på åndbarhed og vandsøjletryk

Her finder du alt information, du skal bruge, når du skal forholde dig til termer som ”vandsøjletryk” og ”åndbarhed”. Disse vil du oftest støde på, når du kigger efter eksempelvis vandtæt beklædning, regntøj og telte.

Vandsøjletryk:

Du er sikkert stødt på udtrykket ”vandsøjletryk”, når du har kigget på regntøj eller vandtæt beklædning. Måske har du været i tvivl om hvad vandsøjletryk betyder, og hvordan du skal vurdere om vandsøjletrykket matcher dit behov. Derfor har vi lavet en let guide til hvilke vandsøjletryk du skal gå efter, så du finder den vandtætte beklædning, der dækker dit behov.

Hvad betyder vandsøjletryk?

Vandsøjletryk er, hvor mange mm vand en kvadratcentimeter af et materiale kan modstå i 24 timer. Jo højere et vandsøjletryk, des højere er vandtætheden i produktet.

1.500 mm: Laveste ydeevne
Laveste vandsøjletryk, hvor materialet kan kaldes vandtæt. Materialet vil dog ved dette vandsøjletryk nærmere kaldes vandafvisende fremfor vandtæt.

3.000 mm: Medium ydeevne
Et vandsøjletryk på 3.000 mm vil oftest være brugt i tøj, der skal være vandtæt, men ikke skal bruges som decideret regntøj. Beklædning med et vandsøjletryk på 3.000 mm vil være velegnet til kortere ture i let regn.

5.000 mm: Høj ydeevne
Et vandsøjletryk på 5.000 mm bruges til vandtæt beklædning med en høj ydeevne. Tøj med dette vandsøjletryk er velegnet, hvis man er ude i let regn i en længere periode, eller kraftig regn over en kort periode.

10.000 mm: Meget høj ydeevne
Produkter med et vandsøjletryk på 10.000 mm har en meget høj ydeevne, og skal kunne bruges til det meste. Bruges til regntøj og vandtæt beklædning af høj kvalitet.

Når du kigger efter vandtæt beklædning, skal du huske at kigge efter, om syningerne er gjort vandtætte. Er syningerne ikke vandtætte, så kan tøjet heller ikke kaldes vandtæt – uanset hvor højt et vandsøjletryk tøjet har. Du kan se en standard syning (venstre), og vandtæt/tapet (højre) syning herunder:

Man kan sagtens komme ud trods regnvejr – Det handler bare om at vælge den rette påklædning!

 

Forskelle på telt og beklædning – vandsøjletryk

Et telts ydermateriale stiller nogle andre krav til vandsøjletryk, sammenlignet med beklædning. Kravet til vandsøjletryk for et telt er ikke så høje som ved beklædning. Dette skyldes at teltets overflade lettere kan lede vandet væk, når regnen rammer teltets glatte ydermateriale, da vandet ikke ligger stille et sted. Dermed presses vandet ikke igennem materialet på samme måde som ved beklædning, og vandtæt beklædning bruges på en anderledes måde. Derfor kan du ikke sammenligne vandsøjletryk direkte en til en med vandsøjletryk på beklædning.

Når du skal vælge et telt, der kan holde regn ude, bør du i stedet fokusere på, hvordan teltet er konstrueret og materialernes kvalitet, og heraf teltets levetid. Når det handler om vandsøjletryk på telte, kan vi anbefale et vandsøjletryk på 3.000 mm på oversejlet og 5.000 mm på teltets bund, som alle vores telte opfylder.
NB: Du vil kunne opdage kondens i bunden af teltet under et liggeunderlag, selvom bunden i teltet er kategoriseret som vandtæt. Kondens betyder ikke dårlig kvalitet af materialerne i teltet, snarere tværtimod. Kondens vil være et tegn på tæthed. Varmen forbliver i teltet, hvis der ikke luftes ud. Du bør i stedet lufte ud regelmæssigt for at give det bedste indeklima i teltet.

Du kan se vores telte her.

Åndbarhed:

Beklædning i åndbare materialer er behagelige at have på, da deres særlige egenskaber er, at det lader sved og fugt trænge igennem materialet og væk fra kroppen. Det lader så at sige beklædningen ”ånde”.  Åndbarheden måles som, hvor mange gram vand der pr. kvadratmeter kan gennemtrænge materialet på 24 timer. Enheden for et materiales åndbarhed skrives som: (g/m2/24h).

Ca. 80 % af vores energi bliver til varmeenergi under fysisk aktivitet, og for at undgå overophedning af kroppen, så skal denne energi fjernes. Dette sker, når sved fordamper fra kroppen. Det er altså en vigtig funktion i forhold at regulere kropstemperaturen, og det gør åndbar beklædning til en vigtig faktor i den ligning ved fysisk aktivitet.

Der findes forskellige grader af åndbarhed. Graden af åndbarhed afhænger af, hvad du skal bruge tøjet til. Til lettere fysisk aktivitet (korte gå- og cykelture) og hverdagsbrug vil det være tilstrækkeligt med et åndbarhedstal på 3-5.000 g/m2/24h.  Ved normal fysisk aktivitet (Gå- og cykelture, samt let motion) anbefales et åndbarhedstal på 5-8.000 g/m2/24h som passende. Søger man beklædning, der skal bruges til krævende fysiske aktiviteter, bør man stræbe efter produkter med et åndbarhedstal fra 10.000 g/m2/24h.

Hos Wolf Camper finder du åndbare jakker og åndbart regntøj med forskellige åndbarhedstal, så du kan finde det, som passer til lige netop dit behov og brug.

 

Wolf Camper A/S

  • Agdrupvej 11
  • 9830 Taars - Denmark
  • CVR: 27086470
  • Tlf.: 98 96 20 23

Tilmeld nyhedsbrev



Webbureau ITTP